Endeligt mit "mandealbum"

Det har været længe undervejs, men nu er det færdigt, jeg blogger det i to omgange for ikke det skal blive for kedeligt, det er jo kun de mænd/drenge der har været i mit liv. Den meget store væltepeter på forsiden takker jeg Bodil for, hun sendte den (uopfordret) til mig, hvor er det dejligt med alle de søde venner man får sig her i blogland, syntes i ikke?

Første side er min farfar, han døde før jeg blev født, han var brøndgraver, og blev levende begravet i en brønd der styrtede sammen om ham, kun en hånd stak op, han var død inden man fik ham halet op, efterlod sig kone og ti børn. 

Den ældste af hans børn er min far, han og min mor boede i "Taulov skov" som dengang var rigtig ude på landet, de fik tre børn sammen (hvoraf jeg er den yngste)  inden min mor (som var Københavner) fik nok af både mand og landlig idyl, og flygtede til København med min ældste bror og mig, min bror Calle var hos min farmor da det skete, og da min mor vendte tilbage for at hente ham havde hun fortabt retten til ham, fordi hun ikke havde taget ham med, med det samme, så han er vokset op hos min far.

Ældste bror Niels vil jeg ikke skrive så meget om,  han var ondskabsfuld slog mig tit når vi var alene hjemme, jeg lovede mig selv som barn: når jeg bliver stor vil jeg ikke kendes ved ham eller have noget med ham at gøre, og det har jeg holdt.

Så er der Calle 1½ år ældre end mig, som jo er vokset op hos min far, han stak til søs som fjorten årige, så da jeg blev stor nok og prøvede at få fat i ham var han på den anden side af jorden, vi blev snydt for en fælles barndom, men jeg har så siden konstateret at han er den af mine brødre som jeg ligner mest, vi nåede at komme hinanden meget nær og blev virkelig fortrolige via besøg og mail, han døde desvære for nogle år siden, jeg har lavet et mindealbum, men følelserne har forhindret mig i at lægge det på bloggen.

Da min mor så kom til København fik jeg et par brødre mere (det er jo den slags der sker) her er Ole, min barndoms helt, han var tre år yngre end mig, familiens fodboldspiller den bedste beskytter og legekammerrat man kunne ønske sig.

Og så lille Per, han var mindste bror, fem år yngre end mig, så vi legede ikke så meget, det var mere sådan at Ole og jeg skulle have ham "på slæb" og passe på ham, vi fik en hund som hed Rasmus som Per knyttede sig meget til, de cyklede lange ture med, og Per havde vandflaske og skål med så Rasmus kunne få en tår vand på vejen.

Og så er der jo min første kæreste eller "kysseven" Bent, billederne er taget i Sverige, hvor vi tog over med min veninde Rita, Niels og Ole, det er Rita der har taget billedet, og morkaren der sidder der og putter sig hos Bent.

Hvis i stadig er med, kommer der flere sider, jeg føler lidt jeg blottere mig, men at vise disse sider uden kommentarer, ville da også være mærkeligt, og jeg skriver kun sandheden, det kommer man nu en gang længest med. 

Tusind tak for alle de søde kommentarer de varmer meget måske især når indlægget er af så personlig karakter som dette.  knus morkaren.